Foredrag om Peru:
Cand. Scient.: Lars A. Clark - tlf. 23 43 06 82 - mail: clark@pc.dk
Prækeramisk tid
Perus historie
Perus Natur / Fugle

Peru

Peru byder på en meget varierende natur, fra stillehavskystens varme klima, til de høje bjergplatoer ved Cusco (2300 meter), over de sneklædte bjerge der er hjemsted for kondoren - til det nodøstlige Peru hvor Amazonfloden udspringer og den varme amazonjungle.

I nord grænser Peru op til Eucuador meget bjergerige andesbjerge, mod nord-nordøst grænser Peru op til Colombia, og de store udstrakte skove. Mod øst grænser peru op til Brasilien i dette område samles bifloderne til verdens mest vandrige flod og den største og mest artsrige regnskov Amazonas. Floderne Rio Maranon og  Rio Ucayali der omkranser den fantastiske national park Pacaya-Samiria, disse floder er Amazon flodens udspring. I syd-sydøst grænser peru op til Bolivia  og her finder vi den meget smukke lake Titicaca og mod syd grænser peru op til Chile.

Byen Puno ved Titicaca søen bred, i 3800 meters højde.

Andesbjergkæden deler  Peru op i 3 regioner: Kystegnene (costa) med Hovedstaden Lima, højlandet (sierra) med bl.a. Cusco og Amazonasjunglen (silva) i store dele af det Nord og nordøstlige område. Kystområdet er meget tørt, men med store plantager af sukker og bomuld baseret på kunstvanding.

Området omkring Lima ca. 7 mill. indb. er det mest moderne område i Peru, Lima ligner mange andre moderne storbyer og mange fattige drages til Lima, der er stor kriminalitet i Lima i modsætning til storbyer som Cusco. Omkring af halvdelen af befolkningen bor i højlandet. Størstedelen af bønderne der er organiseret i ayllus, der er en gammel samfundsform med træk fra Inkasamfundet.

Landbrug: består i stor udstrækning af majs og kartofler (mange forskellige sorter). Lama- og alpaca dyreholdene er tvunget tilbage til de fjerneste egne i højlandet, først og fremmest som følge de større og større fårehold, det er i sig selv et problem da de ikke udnytter vegetationen godt nok. Lavlandet ned mod Amazonasjunglen i øst er tyndt befolket og præget af tropisk klima. Peru er en af verdens største producenter af cocaplanten, der har medicinske egenskaber, traditionelt er blevet anvendt i den indfødte kultur, og som i dag kunstigt forædles til kokain. Landet lider under udpiningen af de i forvejen fattige jorde. Overfiskeriet har drastisk reduceret forekomsten af visse fiskearter, og kystområdet er generelt forurenet af udledninger fra industrier og husholdninger.

Befolkningen: Halvdelen af landets befolkning har baggrund i de oprindelige folk quechua og aymara, der er de to største folkegrupper i landet (Inka afstamning). I kystområdet findes mestiz-befolkningen, der er en blandingen af spanske erobrere og indfødte. I Amazonas jungle findes en række mindre stammer af amazon indianere

Religion: Katolicisme (officielt og dominerende)

Sprog: Spansk, quechua, aymara (officielle)

Politiske partier:

  • Perú Posible: ledet af Alejandro Toledo
  • Allianza Popular Revolucionaria Americana (APRA Socialdemokratiet), dannet i 1930
  • Unidad Nacional (National Enhed)
  • Frente Independiente Moralizador (den Uafhængige moraliserende Front)
  • Somos Perú
  • Cambio 90-Nueva Mayoría, (Forandring 90 - ny majoritet), dannet i 1989 af Alberto Fujimori
  • Acción Popular (AP, Folkeaktionen), ledet af Fernando Belaúnde Terry;
  • Unión por el Perú (Unionen for Peru)
  • Izquierda Unida (IU, Forenet Venstre), bestående af Frente Nacional de Trabajadores y Campesinos (Arbejdernes og Bøndernes Nationalfront), Partido Comunista Peruano (Perus Kommunistparti) og Unión de Izquierda Revolucionaria (Den Revolutionære Venstreunion);
  • Partido Comunista del Peru - Sendero Luminoso (Perus Kommunistiske Parti - Sendero Luminoso), bevægelse med maoistisk baggrund.

 

 

 

Officielt navn: República del Perú

Administrativ inddeling: 25 departementer inddelt i 155 provinser inddelt i 1.586 distrikter.

Hovedstad: Lima, 7.291.000 indb. (1999)

Andre vigtige byer: Arequipa, 900.000 indb.; Trujillo, 520.200 indb.; Chiclallo, 481.100 indb.; Cuzco, 279.600 indb. (2000).

Regering: Alan Garcia, præsident siden juli 2007.  Parlamentet har et kammer med 120 pladser.

Nationaldag: 28. juli (Uafhængighedsdagen, 1821)

Væbnede styrker: 125.000 soldater. Heraf 65.000 værnepligtige. 188.000 i reserven (1996)

Paramilitære styrker: 60.000 (Nationalpolitiet). 600 (Kystvagten). Endvidere har militæret dannet 2.000 Rondas Campesinas - selvforsvarsgrupper på landet i de områder hvor der er undtagelsestilstand.

I huler nær Ayacucho i det nuværende Peru er der fundet spor efter mennesker, der levede der for 15.000 år siden. Chavin folket havde sin storhedstid i 1400-200 f.v.t. og var fortrinlige byplanlæggere. Paraca folket (700-100 f.v.t.) var de første til at udføre hjernekirurgi. Mochica folket opførte store templer i adobe i Moche dalen, og det menes deres efterfølgere var Chimu folket (1000-1400 e.v.t.), der udmærkede sig ved deres guld- sølvarbejder.

Nazca kulturen (200 f.v.t. til 800 e.v.t.) udviklede landbrug baseret på kunstvanding i stor skala og opførte store kalendere, der endnu kan ses fra luften. Tiahuanaco-Huari kulturen (600 f.v.t. -1000 e.v.t.) havde sit udspring i det nuværende Bolivia men ekspanderede ind i det peruanske højland.

Inkakulturen

I det 12. århundrede indledtes inkaernes storhedsperiode. De fik politisk sluttet de forskellige kulturer i regionen sammen, forflyttede betydelige grupper af undersåtter til andre dele af imperiet og indførte quechua som det fælles sprog. De meste af inkakulturen og andre andinske kulturer blev ødelagt under den spanske kolonisering, men historien er i nogen udstrækning bevaret gennem mundtlig overlevering og gennem tekster skrevet efter erobringen. Grundlæggerne af inkadynastiet - Manco Capac og Mama Oclo - slog sig oprindelig ned i Cusco - Qosqo - der blev imperiets centrum. Under den fjerde uafhængige inkahersker, Mayta Capac (i det 14. århundrede) begyndte det at angribe dets nabobyer.

Den næste i dynastiets række, Capac Yupanqui, var den første til at udbrede inkaernes indflydelse ud over Cuscodalen. Under den 8. inkahersker, Viracocha Inka, indledte det frembrusende imperium en politik for konstante erobringer og etablerede garnisoner blandt de undertvungne folkeslag. I 1438 erobrede Pachacuti Inka Yupanqui tronen fra sin bror Inka Urcon, begge sønner af Viracocha Inka. Imperiet strakte sig nu længere bort end Titicaca søen. Folkene Chanca, Quechua og Chimú blev besejrede, og det samme gjaldt Shiri folket i Quito i det nuværende Ecuador

I Topa Inka Yupanquis (1471-1493) regeringstid udstrakte inkaerne deres magt mod syd - helt til de nuværende centrale dele af Chile. Topa Inkas død udløste en arvefølgekrig, der blev vundet af Huayna Capac (1493-1525). Han udstrakte imperiets nordgrænse til floden Ancasmayo, der i dag er grænseflod mellem Ecuador og Colombia, før han bukkede under for en epidemi, der sandsynligvis stammede fra de spanske erobrere. Tahuantinsuyo som inkaherskeren kaldtes herskede over 13 millioner mennesker.

Spansk erobring

Huayna Capacs død udløste en ny arvefølgekrig mellem Huáscar der regerede i Cusco og hans lillebror,  fra Quito der regerede den nordlige del af imperiet. I 1532 begyndte balancen at tippe til fordel for Atahualpa,  en gruppe spanier på 180 mand under ledelse af Francisco Pizarro og Diego de Almagro gik i land i Tumbes, ved grænsen til Ecuador. Spanierne slog Atahualpas tilhængere ihjel, men da de efterfølgende hævdede at anerkende ham som imperiets retmæssige hersker, lykkedes det dem at få et møde med ham i Cajamarca. De tog ham til fange og forlangte en fabelagtig løsesum for ham i guld og sølv. Fra sig fængsel fik Atahualpa Huáscar slået ihjel, før han i 1533 selv blev stranguleret. Imperiets styrker var dermed paralyseret. Spanierne ankom til Cusco og kronede Topa Hualpa udfra en intention om at styre imperiet gennem inkakejseren. Men Topa Hualpa var allieret med Huáscar, og på den måde blev europæerne allierede med den fraktion, de ikke havde ønsket at støtte.

Topa Hualpa døde nogle måneder senere og spanierne styrkede deres alliance med Huáscar fraktionen ved at overdrage tronen til dennes bror, Manco Capac og sprede resterne af Atahualpas hær. Da Pizarro i 1535 forbød Manco Capac at genetablere kontrollen over de kystområder og områder i nord, der fortsat var tro overfor Atahualpa eller manglede centralt styre, forstod Manco Capac at spanierne var en langt større trussel end nogen af Atahualpas tilhængere, og i 1536 holdt han derfor Cusco belejret i over et år. Hans styrker blev i sidste ende slået af Diego de Almagro, der vendte tilbage efter et erobringstogt til Chile.

Manco Capac dannede da en uafhængig inkastat i Amazonasområdet. Den eksisterede frem til 1572, da den sidste inka, Titu Cusi Yupanqui blev forgiftet. Tahuantinsuyos magt blev gradvist udvandet efter Pizarro i 1535 ved kysten grundlagde Lima som centrum for spaniernes magt. Kolonialiseringen forandrede grundlæggende samfundet. De gamle ejere af jorden blev skiftet ud. Betalingen af skatter og tvangsarbejdet opløste det gamle samfunds grundlag. De gamle guder blev officielt erstattet af den katolske religion, selvom det ikke lykkedes spanierne at udrydde kulten omkring de små guder. Dog var der områder og byer fra det gamle imperium, der i århundreder overlevede udenfor spaniernes rækkevidde. Det bedste eksempel på dette er byen Machu Picchu, 80 km nordvest for Cusco, der først blev opdaget i 1911.

Rivalisering mellem de forskellige conquistadores gjorde, at den spanske trone i årtier var ude af stand til at gennemsætte sin autoritet. Almagro var utilfreds med, hvad han havde kunnet erobre i Chile og belejrede derfor Cusco indtil han i 1538 blev besejret og henrettet. Hans tilhængere konspirerede med Almagros søn og angreb Pizarros palads. Selv blev Pizarro dræbt i 1541. Den spanske trone afviste imidlertid at anerkende den unge Almagro, der i stedet blev fanget og henrettet i 1542, men erobrerne under ledelse af Gonzalo Pizarro - Franciscos bror - var utilfredse med den spanske konges nye love, og gjorde samme år oprør. Lovene ville begrænse deres magt og rigdom. I realiteten var de uafhængige af Spanien frem til 1544, hvor Gonzalo Pizarro blev besejret og henrettet.

Først med udnævnelsen af vicekongen Francisco de Toledo i 1569 konsoliderede Spanien sit herredømme over området. Institutionerne blandt de indfødte blev på en måde tilpasset spaniernes behov. Høvdingene i de forskellige andinske nationer administrerede i en længere periode deres samfunds interesser, samtidig med at de påtog sig ansvaret med inddrivning og udskrivning af indfødt arbejdskraft til spaniernes miner. Men det var ingen fredfyldt sameksistens og Tupac Amaru - søn af Manco Capac - rejste de indfødte bønder til kamp mod spanierne. De tog ham imidlertid til fange og henrettede ham i 1571.

Perus storhed og fald

Med afslutningen af administrationen i Toledo fik vicekongedømmet i Peru den form det skulle bevare frem til det 18. århundrede. Det bestod af hele Sydamerika bortset fra Venezuela og Brasilien. Opdagelsen af minerne i Potosí i 1545 blev fulgt af opdagelsen af minerne i Huancavelica i 1563. Bortset fra udvindingen af guld i Nueva Granada (Colombia), var produktionen af de ædle metaller koncentreret i selve Peru eller i Høj-Peru (Bolivia). Dette var baggrunden for, at Spanien gav disse zoner særlige privilegier. De var kontinentets rigeste.

Gennem det 16. og 17. århundrede var Lima centrum for magt og rigdom i hele det spansk dominerede Sydamerika. Baseret på den indfødte befolknings arbejdskraft tiltrak hoffet i Lima - hvorfra kongens love blev administreret - ikke blot de rige, men også religiøse ordener, intellektuelle og kunstnere. Det var i Lima, at inkvisitionen arbejdede mest omhyggeligt og barbarisk. Da Bourbonerne i 1700 tallet erstattede Habsburgerne som herskere i Spanien, blev der taget skridt til en udvikling af kolonierne på kontinentet og en bedre regering. Med oprettelsen af vicekongedømmet Nueva Granada mistede vicekongedømmet Peru kontrollen over Quito samt de områder, der i dag udgør Colombia. Oprettelsen af vicekongedømmet Río de la Plata i 1777 gjorde at det mistede kontrollen over Alto Perú (Bolivia) og de områder, der i dag udgøres af Argentina, Paraguay og Uruguay. Chile blev samtidig omdannet til et område, der grundliggende var unddraget Perus kontrol.

Tupac Amaru

Reformerne i handelen var baggrunden for, at havnene på Stillehavskysten og Atlanterhavet kunne handle direkte med Spanien, hvilket yderligere svækkede vicekongedømmets stilling. I 1780 lod den indfødte høvding José Gabriel Condorcanqui en byfoged arrestere anklaget for grusomhed, og under navnet Tupac Amaru II anførte han i 1781 et total oprør blandt de indfødte - støttet af nogle kreoler (spanske efterkommere) - mod vicekongedømmet. Oprøret spredte sig til Bolivia og Argentina, men mistede opbakning da det udviklede sig til et voldeligt opgør mellem indfødte og de hvide. Tupac blev taget til fange i 1781 og ført til Cusco. Her blev han først tvunget til at overvære henrettelsen af sin kone og børn, før han selv blev parteret og halshugget. Alligevel fortsatte revolutionen indtil den spanske regering udstedte en generalamnesti til samtlige oprørere. Guerillaorganisationen MRTA i Peru og Tupamaros i Uruguay har siden taget navn efter denne sidste store indfødte oprører.

Uafhængighed

Mens de øvrige spanske kolonier i Sydamerika indledte deres uafhængighedskamp i 1810-21 forblev Peru loyal overfor Spanien. Årsagen var den enorme koncentration af militær magt i Lima, det lokale oligarkis konservatisme og de mislykkede indfødte oprørsforsøg. De styrker der skulle smide spanierne på porten måtte hentes udenfor Peru. Med det formål at sikre regeringen i Buenos Aires' kontrol over minerne i Alto Perú befriede general José de San Martín i 1818 Chile, og anvendte det til at angribe Peru ad søvejen. I september 1820 besatte hans styrker havnen i Pisco og vicekongen blev tvunget til at trække sine tropper ind i landet. Den 18. juli 1821 trængte San Martín ind i Lima og erklærede landet for uafhængigt.

San Martín bad om hjalp fra venezuelaneren Simón Bolívar for at angribe de store spanske troppestyrker i det indre af Peru, men sidstnævnte ville ikke dele lederskabet. Bolívar havde befriet den nordlige del af kontinentet og tiltog sig nu magten i Peru for at fortsætte kampen. Ved kampene i Junín og Ayacucho i august og december 1824 blev den spanske magt endelig elimineret og Peru fik endelig sin fulde selvstændighed.

De første år i selvstændighed var præget af konstante kampe mellem på den ene side det konservative oligarki der længtes tilbage til vicekongedømmet og på den anden de liberale. Krigene i 1827 mod Colombia og Bolivia havde dette som underliggende tema. I 1835 forsøgte den bolivianske præsident Andrés Santa Cruz at gennemføre en sammenlægning mellem Peru og Bolivia, men den slog socialt og økonomisk fejl.

Marskal Ramón Castilla regerede Peru i 1845-62 gav staten dens moderne form efter at have afskaffet slaveriet og udarbejdet en ny forfatning. Alligevel var århundredet som helhed præget af ustabilitet, militærdiktatur, krig og borgerkrig. Fra 1826 til 1895 havde landet ikke mindre end 18 militære caudillos som statsledere.

I 1864 forsøgte Spanien at etablere enklaver på den peruanske kyst, hvilket fik Peru, Chile, Bolivia og Ecuador til at erklære krig mod den gamle kolonimagt. Spanien nåede at bombe Valparaíso i Chile og Callao - Limas havneby - før det i 1866 var slået.

De peruanske sølvminer var udtømte og fra 1845 blev guanoen istedet landets vigtigste eksportvare. Det var fugleekskrementer, der var velegnet som gødning. Da guanoproduktionen faldt, blev den erstattet af udvindingen af salpeter i ørkenen i den sydlige del af landet. Denne rigdom udløste Stillehavskrigen (1879-83), hvor Peru og Bolivia gjorde fælles front mod Chile, der udvandt salpeteren med støtte fra engelske virksomheder. Men de to lande tabte krigen og samtidig de rige salpeterområder i provinserne Arica, Tarapacá og Antofagasta.

De første partier

Som en reaktion på bl.a. de militære magthaveres nære tilknytning til udenlandsk kapital, stiftede det nationale borgerskab det såkaldte civilistparti - Partido Civilista. De der stod bag partiet, var det peruanske oligarki bestående af handelsfolk, finansfolk og jordejere, og partiet fik i 1872 valgt sin stifter, Manuel Pardo, til præsident.

Efter Stillehavskrigen var guanoens rolle udspillet, og «guano-borgerskabet» mistede som følge af krigen og tapet af salpeterområderne muligheden for at befæste dets økonomiske magtstilling. For landet som helhed førte krigen og enden på guanohandelen til økonomisk tilbagegang. For civilistpartiet som fik en stor del af skylden for det militære nederlag og samtidig mistede sit økonomiske grundlag, førte det til mindre tilslutning, og først i 1899 genvandt partiet den politiske magt. Derefter beholdt partiet præsidentmagten frem til efter første verdenskrig. Til trods for enkelte fremskridt - specielt indenfor sociallovgivningen - var civilistpartiet fortsat oligarkiets parti.

I de første årtier af det 20. århundrede begyndte den storstilede udvinding af kobber - især foretaget af den nordamerikanske koncern Cerro de Pasco Copper Corporation. Den udenlandske kapital var også aktiv i udvindingen af olie i nord og i dyrkningen af sukkerrør og bomuld i de nordlige og centrale egne.

Moderniseringen af økonomien og opgangstiden omkring første verdenskrig dannede grundlaget for udviklingen af nye klasser. Privat og offentlig service og de nye sektorer indenfor økonomien skabte på den ene side en gryende middelklasse, og på den anden side en voksende arbejderklasse i byerne.

Disse nye klassers interesser blev ikke varetaget af civilistpartiet, som tabte valget i 1919 til en tidligere civilistpolitiker og præsident, Augusto Leguía. Leguía sejrede under slagordet: «et nyt fædreland» («Patria nueva») og etablerede sig som diktator for en elleveårig periode. Leguías mål var at skabe en moderne kapitalistisk stat. For at nå dette mål forsøgte han at underminere det traditionelle oligarkis stilling og åbne landet overfor udenlandsk kapital. I løbet af sit diktatur formåede Leguía at knække oligarkiets politiske organisation - civilistpartiet - men oligarkiet dominerede fortsat økonomien, efter at Leguía i 1930 blev styrtet ved et militærkup.

APRA

Modstanden mod Leguías diktatur førte til, at middelklassen og dele af arbejderklassen støttede Victor Raúl Haya de la Torres APRA-parti. Dele af arbejderklassen støttede socialistpartiet, som blev stiftet bare et par år før Leguía blev styrtet. Begge disse hovedstrømninger - på den ene side APRA og på den anden socialistpartiet - startede som bevægelser blandt studenter og intellektuelle. De første ledere kom fra miljøet omkring skribenten Manuel Gonzáles Prada, som ønskede at reformere og genskabe Peru efter chokket fra Stillehavskrigen.

Haya de la Torre stiftede APRA (Allianza Popular Revolucionaria Americana, Amerikas revolutionære Folkealliance) blandt peruanske eksilstudenter i Mexico i 1924. Som en reaktion på APRA - som snart viste sig at få stor tilslutning i Peru - stiftede José Carlos Mariátegui socialistpartiet, som efter hans død i 1930 blev splittet i et socialistparti og et kommunistparti - bl.a. på spørgsmålet om tilknytning til Komintern.

APRA's mål var at danne en kontinental organisation med fem hovedprogrampunkter: Kontrol med den nordamerikanske imperialisme, internationalisering af Panamakanalen, politisk og økonomisk samling i Latinamerika, nationalisering af jord og industri og solidaritet med alle undertrykte folk og klasser. APRA samarbejdede fra starten med fagforeningerne i CGTP (Confederación General de Trabajadores del Perú), og i 1920'erne var spørgsmålet om samarbejde eller tilknytning til Komintern også aktuelt. Men mens kommunistpartiet var et klasseparti, var APRA baseret på en klassealliance mellem arbejderklassen og den voksende middelklasse. Selv om retorikken fortsat var radikal, bevægede APRA sig hurtigt mod højre. Samarbejdet med kommunistpartiet blev afbrudt, og APRA startede i 1940'erne sin egen faglige organisation, CTP (Confederación de Trabajadores del Perú).

Frem til 1945 var APRA oftest forbudt, men fremtrådte i 1945 alligevel som den største politiske gruppering. Dette år vandt José Luis Bustamante præsidentvalget med støtte fra APRA. De kommende tre år fik APRA en vis politisk indflydelse, men det viste sig hurtigt, at partiets radikale program ikke kom til at præge det politiske arbejde. Alligevel var frygten for og hadet mod APRA så stærk i oligarkiet og blandt militæret, at de i 1948 tog magten ved et kup under ledelse af Manuel Odría.

APRA blev forbudt og forfulgt, men Odría fik alligevel - som tilsvarende caudillos som Perón i Argentina og Rojas Pinilla i Colombia - en vis folkelig støtte. Dette skyldtes bl.a. den økonomiske opgangstid i 1950'erne som følge af Koreakrigen. Dette gav basis for en del sociale reformer - bl.a. var det først på dette tidspunkt, at kvinderne fik fuld stemmeret. I 1956 blev Odría afløst af den valgte præsident Manuel Prado.

Prado blev valgt med støtte fra APRA efter at partiet atter var blevet legaliseret og havde indgået den såkaldte «convivencia» - en samarbejdsaftale med oligarkiet. APRA's højredrejning førte til, at mange unge forlod partiet og stiftede partiet Acción Popular (AP). APRA's stadige forsøg på at vinde præsidentvalget strandede på militærets modstand og på splittelsen i partiet. Istedet vandt lederen af AP, Fernando Belaunde Terry, valget i 1963. Hans reformprogram havde støtte fra militæret, men viste sig hurtigt at løbe ud i sandet. Regeringen formåede ikke at styre økonomien, og landets valuta - sol - blev devalueret med 40% i 1967. Dette sammen med militærets frygt for at APRA skulle vinde valget 1969 førte til, at militæret tog magten ved et kup i 1968.

Guerillaen i 60'erne

I 1960'erne var der i Peru som i en række andre latinamerikanske lande aktive guerillabevægelser på landet. En gruppe som brød ud af APRA dannede MIR (Movimiento de Izquierda Revolucionaria, Den revolutionære venstrebevægelse), som indledte væbnet kamp under ledelse af Luis de la Puente og Guillermo Lobatón. En anden gruppe knyttet til kommunistpartiet organiserede ELN (Ejército de Liberación Nacional, Den nationale Befrielseshær) under ledelse af Héctor Béjar. Begge disse guerillabevægelser var allerede i midten af 1960'erne knust militært . Ligeledes blev bondelederen Hugo Blancos fredelige forsøg på at organisere landbefolkningen i Concepcióndalen slået ned med våbenmagt. Både Béjar og Blanco blev sat på fri fod af militærregimet som tog magten i 1968. Blanco stillede sig i kritisk opposition til regimet og blev senere atter fængslet og udvist fra landet, mens Béjar og kommunistpartiet gik ind for støtte til militærregimet.

Militærkuppet i 1968

Militærjuntaen under ledelse af general Juan Velasco Alvarado som kom til magten ved kuppet i 1968 adskilte sig fra de øvrige militærdiktaturer i Latinamerika. De nye magthaverne så i vid udstrækning landets problemer som resultaterne af forældede sociale, økonomiske og politiske samfundsstrukturer. Deres politiske program var reformer ad en tredje vej, som hverken var socialisme eller kapitalisme - som det officielt blev formuleret.

Denne peruanske «nasserisme» placerede Peru i forgrunden som talerør for den tredje verden - ikke mindst i forhandlingerne om en ny økonomisk verdensorden i 1970'erne. I praksis gik reformerne ud på en vidtgående nationalisering af flere områder af økonomien: Fiskerflåden og -forædlingsvirksomhederne blev enten nationaliseret eller købt op af staten. Det samme skete med flere olie- og mineselskaber, og en storstilet jordreform blev sat i gang. Militærregimet startede nye masseorganisationer for at mobilisere befolkningen for sin «antikapitalistiske» politik.

I 1975 fandt der en paladsrevolution sted, hvor Velasco blev fjernet af sine kolleger og erstattet med general Morales Bermudez. Dermed startede det, der blev kaldt «den peruanske revolutions anden fase»: Begrænsningerne for privat kapital blev mindsket eller helt fjernet, Velascos masseorganisationer blev stækkede, og der blev indledt planlægning for overgang til civilt styre.

Den storstilede jordreform blev gennemført uden medvirken eller mobilisering af bønder og landarbejdere, og det viste sig, at forsøgene på at danne juntatro masseorganisationer strandede på APRA's og andre gruppers masseopbakning. Udskiftningen af Velasco med Morales førte også til, at store dele af fiskerflåden og industrien - som var blevet nationaliseret i 1973 - blev solgt ud til private interesser.

Tilbagevenden til parlamentarisk demokrati

Morales blev udsat for pres fra IMF og oligarkiet der ønskede at genvinde den politiske magt. I 1978 gennemførtes der valg til en grundlovsgivende forsamling. Pladserne blev delt nogenlunde ligeligt mellem APRA og det Kristelige Folkeparti, der repræsenterede den traditionelle højrefløj.

AP under fortsat ledelse af Fernando Belaunde Terry havde boykottet valget til den grundlovsgivende forsamling, men vandt til gengæld præsidentvalget i 80. Han fulgte retningslinierne som IMF udstak og de økonomiske konsekvenser var rædselsvækkende: Arbejdsløsheden steg, de økonomiske uligheder voksede endnu mere og der udvikledes en omfattende uformel ureguleret økonomi uden sociale rettigheder - gadesælgere, tiggere osv. Dette gav socialt grundlag for udviklingen af nye guerillabevægelser. I 1980 indledte den maoistisk inspirerede Sendero Luminoso under ledelse af professoren Abimael Guzman væbnet kamp i højlandet, og i 1984 trådte MRTA (Movimiento Revolucionario Tupac Amaru, Den revolutionære bevægelse Tupac Amaru) frem. Den var bl.a. baseret baseret på resterne af MIR, der var blevet besejret i 60'erne.

I 1982 vandt den Forenede Venstrefløj (Izquierda Unida, IU) borgmesterposten i hovedstaden Lima. Stillet overfor stigende guerillaaktivitet blev de mest berørte provinser underlagt militær kontrol, og i 1983 blev der indført undtagelsestilstand.

Ved valget i 1985 vandt APRA's kandidat, Alan García med 46% af stemmerne. Da han i juli overtog regeringsmagten, oversteg udlandsgælden 14 milliarder dollars, hvoraf der årligt skulle betales 3,5 milliarder i renter og afdrag. García erklærede derfor, at Peru kun ville betale hvad der svarede til 10% af landets eksportindtægter, og at det ville forhandle direkte med sine kreditorer uden IMF's indblanding. Den internationale finanskapital udsatte derfor Peru for en omfattende boykot, og begrænsningen i betalingerne varede mindre end et år.

I andet halvår 1988 var landets valutareserver opbrugt, inflationen var hastigt stigende og økonomien i krise. Regeringen indledte derfor en strukturtilpasningspolitik.

1989 Fujimori præsident

Op til valget i 1989 var tre politiske sektorer aktive på den legale politiske scene: Den tidligere trotskist, forfatter og nu rabiate højreorienterede, Mario Vargas Llosa havde stillet sig i spidsen for oligarkiets korstog mod Alan Garcías «socialisme» og dannet FREDEMO (Frente Democrático, den Demokratiske Front). Venstrefløjen der i starten af 80'erne havde været forenet var nu splittet - mellem det «forenede» ledet af Henry Pease og den «socialistiske» under ledelse af Limas tidligere borgmester Alfonso Barrantes. Endelig var der ukendte agronom Alberto Fujimori få måneder før valget trådt ind på den politiske scene og havde dannet Cambio 90. Vælgerne var øjensynlig trætte af de traditionelle politiske partier på både højre- og venstrefløjen. Fujimori blev valgt med 56,4% af stemmerne.

Fujimori blev indsat i juli 1990 og gennemførte umiddelbart en meget skrap anti-inflatorisk plan, der skulle bremse landets tårnhøje inflation. Dette «fuji-chok» forværrede levevilkårene for de fleste peruanere og kastede halvdelen af befolkning ud i ekstrem fattigdom. Landets 4 faglige landsorganisationer organiserede «marcher mod sulten». I parlamentet havde Fujimori ikke flertal, og han begyndte i stedet at regere via dekreter. Den 5. april 92 gennemførte han statskup og opløste parlamentet med påstanden om, at det var ineffektivt, korrupt og hindrede landets genopbygning. USA afbrød umiddelbart sin økonomiske og militære bistand til landet, men indledte hurtigt nye forhandlinger. I slutningen af april godkendte IMF regeringens økonomiske og strukturelle reformprogram.

I september lykkedes det militæret at fange Abimael Guzmán - stifter og leder af Sendero Luminoso. Det var et hårdt slag for guerillaen, der yderligere blev splittet, da Guzmán erklærede sig rede til at gå i fredsforhandlinger med regeringen. Men guerillaen var kraftigt presset allerede inden da. Trods den (tynde) demokratiske facade var militæret den egentlige magthaver i de fleste af Perus provinser. Der eksisterede militær undtagelsestilstand, militæret tvangsorganiserede bønderne i rondas campesinas (såkaldte selvforsvarsgrupper), der både blev brugt til selvforsvar overfor Senderos overgreb og til angreb på civilbefolkningen i de områder, hvor guerillaen havde indflydelse. Imens foretog militæret sine egne systematiske krænkelser af menneskerettighederne.

Terroren havde allerede i slutningen af 80'erne tvunget Sendero til at revidere sin oprindelige maoistiske strategi om at koncentrere kampen i landområderne for at omringe og knuse byerne. Guerillaen forsøgte at rekruttere studerende og folk - især flygtninge fra landområderne - i byernes slumkvarterer. I den proces stødte organisationen sammen med de traditionelle venstrefløjsorganisationer, og veg ikke tilbage fra at henrette venstrefløjens ledere, når de ikke gik over på Senderos side.

Ved valget i november 92 lykkedes det Fujimori at skaffe sit eget parti flertal i den grundlovsgivende forsamling, men valget blev også boykottet i protest af de traditionelle partier.

I starten af 1995 førte Peru og Ecuador en uerklæret krig langs deres fælles grænse i Condorbjergene. Krigen drejede sig dels om kontrollen over et område med oliereserver, dels om at sikre begge præsidenters skrantende popularitet. Der blev efterfølgende gennemført fredsforhandlinger med Argentina, Brasilien, Chile og USA som garanter.

Ved præsidentvalget i april vandt Fujimori over sin modkandidat, FN's tidligere generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar. Samme år gav præsidenten amnesti til alle militær- og politifolk dømt siden 1980 for krænkelser af menneskerettighederne i kampen mod guerillaen. Imens fortsatte de «formummede» dommere deres virke. I 1992-95 blev 2000 personer dømt af dommere, der befandt sig bag en skærm for at hindre identifikation.

I december 96 besatte en kommandogruppe fra MRTA den japanske ambassadørs residens i Lima, mens han var vært for en større reception. 450 gæster blev taget som gidsler og lidt efter lidt frigivet. Guerillaens krav var frigivelse af fængslede kammerater, men aktionen slog fejl. Den 22. april 97 - 126 dage efter aktionens start - stormede peruansk militær ambassaden og likviderede de 14 partisaner. Et gidsel ud af de tilbageværende 72 blev dræbt og ligeledes 2 politifolk. Fujimori fik ved efterfølgende meningsmålinger opbakning til aktionen fra 65% af befolkningen.

Perus forfatning forbyder genvalg af præsidenten for en tredje periode, men Fujimori tog i 96 de indledende skridt for at rydde denne hindring af vejen. I maj 97 fjernede han de medlemmer i Forfatningsdomstolen, der i december havde erklæret, at forfatningen forbød genvalg af ham.

Amnesty International fordømte, at 5000 peruanere i de foregående 5 år var blevet arresteret og sat i fængsel under antiterroristlovgivningen. Af disse havde 1400 været uretfærdigt sat i fængsel, og i slutningen af 97 sad 600 politiske fanger fortsat fængslet.

Forsvarsminister César Saucedo erklærede i november 97, at MRTA og Sendero havde gennemført 534 aktioner i løbet af året mod 660 i 96 og 4476 i 92. Måneden efter erklærede Sendero, at dets fredsforslag fremsat til Fujimoriregeringen i 93 fortsat var gældende.

Tre år efter den væbnede konflikt mellem Peru og Ecuador blev de to lande den 23. oktober 1998 enige om at underskrive en fredsaftale. Dette skete ugen efter i Brasiliens hovedstad. I aftalen indgik en ny fastlæggelse af grænsen mellem de to lande foreslået af Argentina, Chile, Brasilien og USA.

Gennem 1999 fortsatte spekulationerne omkring præsidentens mulige opstilling til en 3. valgperiode, trods det at forfatningen forbød dette. I december offentliggjorde Fujimori så sit kandidatur. Den 9. april 2000 gik peruanerne til valgurnerne uden den store begejstring. Få dage forinden var det nemlig blevet afsløret i pressen, at Fujimoris politiske apparat (Movimiento Independiente Perú 2000) havde afleveret 1 million falske underskrifter til støtte for hans kandidatur. De første valgresultater viste, at oppositionens kandidat, økonomen Alejandro Toledo havde fået 41 % af stemmerne mod Fujimoris 48,7 %. Toledo erklærede nu, at Fujimori ulovligt havde anvendt statslige midler til financieringen af sin valgkampagne og havde hindret Toledo adgang til offentlige og private medier. Samme nat stillede økonomen sig i spidsen for et folkeligt oprør i Limas gader med krav om gennemførelse af en 2. valgrunde.

Kun få dage før afholdelse af 2. valgrunde erklærede Toledo, at han først ville deltage i valget, når der eksisterede tilstrækkelige garantier for, at det ville blive retfærdigt. Samtidig trak OAS' valgobservatører sig ud af landet, og erklærede at de ikke kunne stå inde for resultateterne, eftersom de havde haft tilstrækkelig tid til at undersøge de computere der blev anvendt til valget, og fordi der udestod en række andre problemer.

Uden tilstedeværelse af internationale valgobservatører og uden modkandidat blev Fujimori den 28. maj 2000 udråbt som præsident af landets øverste valgkommission. De annullerede stemmesedler der på Toledos opfordring var blevet mærket med «nej til valgsvindel» udgjorde 30 % af de afgivne stemmer, mens de der havde stemt på Toledo - der havde udelukket sig selv - udgjorde 24 %. Ialt 54 % af befolkningen havde altså stemt mod Fujimori, der blev voldsomt kritiseret af OAS og USA.

De omfattende protester ved indsættelsen af Fujimori i dennes 3. valgperiode og den efterfølgende undertrykkelse kostede 6 mennesker livet. OAS lagde pres på landet for at få vedtaget en liste over institutionelle forandringer - herunder reformer der skulle garantere pressefrihed, retsvæsenets uafhængighed, ændringer af valgsystemet, og civil kontrol med militæret og efterretningsvæsenet. I et møde med USA's udenrigsminister Madeleine Albright i september erklærede Fujimori sig rede til at gennemføre disse reformer.

Kun et par dage senere brød en omfattende skandale ud, der involverede direktøren for efterretningsvæsenet,Vladimiro Montesinos. På en TV station blev der vist en video, der afslørede Montesinos i færd med at bestikke en oppositionspolitiker. Ifølge mange iagttagere var Montesinos Perus egentlige stærke mand med en enorm kontrol over både militæret og det politiske liv. Afsløringen fik Montesinos til at flygte til Panama, og fik Fujimori til at udskrive nyvalg, i hvilket han ikke selv ville stille op. I oktober blev Fujimori og oppositionen enige om afholdelse af valg i april 2001.

I november trådte Fujimori tilbage fra præsidentposten, efter at have søgt tilflugt i hans families oprindelsesland, Japan. Parlamentet udpegede derefter Valentín Paniagua fra Acción Popular som midlertidig præsident for en overgangsregering. En kongreskomite stemte i februar 2001 for at have anklage Fujimori for at have forladt posten, hvilket banede vejen for at fratage ham hans parlamentariske immunitet.

Alejandro Toledo Manrique fandt foråret præsidentvalget og blev indsat som præsident den 28. juli. Der var tale om det reneste valg i mange år, og Toledo udmærkede sig samtidig ved at være den første peruanske præsident af indiansk oprindelse. Han overtog et land, der var stærkt gældsplaget, var i dyb økonomisk krise og hvor 54% af befolkningen levede i fattigdom. Iflg. Toledos egne økonomiske rådgivere var fattigdommen i hovedstaden steget fra 35% til 45% i perioden 1997-2000.

I november begyndte en sandhedskommission at undersøge tusinder af sager om formodede krænkelser af menneskerettighederne i de to foregående årtier. I december udsendte myndighederne den 2. internationale arrestordre mod Fujimori for korruption og overtrædelser af menneskerettighederne. Den første arrestordre var blevet udsendt 3 måneder tidligere.

Få dage før George W. Bush' besøg i Peru i marts 2002 blev 9 personer dræbt, da en bombe sprang foran USA's ambassade i Lima. Iflg. den peruanske regering havde Bush' besøg til formål at støtte Toledos regering i dens planer for udviklingen af fri markedsøkonomi. Der var tale om det første statsbesøg i Peru fra USA nogensinde.

I slutningen af juni 2002 offentliggjorde sundhedsminister Fernando Carbone en rapport fra en undersøgelseskommission, der havde undersøgt sterilisationskampagnerne under Fujimori regeringen. Rapporten viste, at der var blevet gennemført tvangssterilisationskampagner i mange landområder i landet. Det menes at omkring 283.000 blev steriliserede under Fujimoris kampagner i 1996-2000. De fleste indianere, og de fleste mod deres vilje eller for mad.

I 2002 gennemførtes voldelige demonstrationer mod planerne om privatisering af to store peruanske elektricitetsselskaber. 1 blev dræbt og flere hundrede demonstranter såret. Efter 2 ugers demonstrationer trådte indenrigsminister Fernando Rospigliosi tilbage, og Toledo stillede privatiseringsplanerne i bero.

I 2003 idømte en domstol i Lima Vladimiro Montesinos 8 års fængsel for bedrageri. Året inden var han blevet fængslet for embedsmisbrug og for illegalt at have overtaget posten som chef for efterretningsvæsenet. Han står fortsat anklaget for en række andre forhold.

I 2003 trådte premierminister Beatriz Merino tilbage, efter at være blevet involveret i korruptionsskandaler, som hun dog nægtede sig uskyldig i. Merino havde en høj anseelse i den peruanske befolkning pga. sin indsats for reformer af de peruanske institutioner og af skattesystemet.

I april 2004 døde 6 personer og flere hundrede turister blev fanget efter et jordskred nær de historiske ruiner i Machu Picchu. Jordskredet afbrød forbindelserne mellem ruinerne og Cuzco.

Samme måned blev borgmesteren i Ilave ved grænsen til Bolivia, Fernando Cirilo Robles Callomamani lynchet af en menneskemængde, der beskyldte ham for korruption. Måneden efter blokkerede befolkningen indfaldvejene til Ilave med krav om løsladelse af 7 mænd, der stod anklaget for at have taget del i lynchningen. Lokale ledere erklærede, at tidsfristen for dialog mellem regeringskommissionen og befolkningen var løbet ud, uden at centraladministrationen havde taget affære.

Samme måned protesterede hundredevis af cocadyrkere mod Toledo regering i Tingo María i den peruanske selva. Ifølge oplysninger fra politiet i byen blev 3 politifolk såret og 12 personer blev tilbageholdt. Sammenstødene skete som følge af regeringens program for ødelæggelse af cocaplantager. Samtidig var flere hundrede sygeplejersker i Lima i strejke for højere løn.